AUT

Andet Undervisnings Tilbud

AUT – EN TRYG HVERDAG MED LÆRING OG TRIVSEL

Har du et barn eller en ung, som har svært ved at begå sig i den almene skole, men har for stærke kompetencer til at gå på en specialskole? På Nyborg Friskole tilbyder vi et Andet Undervisnings Tilbud (AUT) for elever i 7.-11. klasse med behov for specialpædagogisk bistand.

Vi modtager mange børn og unge, som af den ene eller anden grund er gået i stå i skolen. Mange af dem kæmper med skolevægring og har et stort fravær. Hos os møder de en tryg hverdag, hvor de får lyst til at lære igen - og når de først kommer i gang, indhenter de hurtigt en stor del af det tabte.

Langt de fleste af vores elever går op til Folkeskolens Afgangseksamen i dansk, engelsk og matematik og får et eksamensbevis, som giver adgang til erhvervsuddannelserne. En stor del af dem fortsætter i en almen ungdomsuddannelse uden behov for særlig støtte.

AKTIV LÆRING PÅ SMÅ HOLD

I AUT har vi små hold med normeringen én lærer til fire elever i de fleste timer, så vi har god tid til den enkelte. Vi tilpasser hele tiden undervisningen til elevernes nuværende udvikling (zonen for nærmeste udvikling).

De yngre elever arbejder både med almindelig, velkendt undervisning, og vi sørger også for at få kroppen med i undervisningen - fx med ’aktiv dansk’, hvor vi bl.a. bruger skolens idrætssal og laver danskfaglige konkurrencer med hulahopringe, frisbeekast osv. I matematik bruger vi fx lego og forskellige spil for at variere undervisningen for de elever, som har brug for det. Vi inddrager gerne den lokale natur i fagene, vi bygger sæbekassebiler og modeller i ispinde, maler og laver bål i skolekontorets baghave.

I AUT har alle elever dansk, engelsk, matematik og idræt, og så tilpasser vi resten af skemaet til den enkelte elevs forudsætninger. Vi tilbyder bl.a. undervisning i kulturfag, naturfag, krea, musik, madkundskab og har også særlig tilrettelagt ordblindeundervisning.  

VI FINDER VEJEN FREM

Hos os går vi ikke så meget op i eksamensresultater og firkantede læseplaner. Vi ved, at der er mange måder at gå fra A til B - og at mange af vores elever har været under pres i det traditionelle skolesystem, hvor de har oplevet mange nederlag. De har brug for en anden tilgang til læring.

I AUT arbejder vi meget med at skabe gode relationer, og vi tilpasser hele tiden undervisningen til den enkelte. Vi er ikke bange for at stille krav, og nogle gange synes eleverne, vi er strenge - men vi stiller aldrig større krav, end de kan håndtere. Samtidig er vi gode til at lytte, låse op for blokeringer og finde løsninger.

Det handler hele tiden om at finde vejen frem. Måske er vi nødt til at gå en omvej for at gøre et 'nej' til et 'måske' eller forhåbentlig et ’ja’, når noget er svært eller uoverskueligt. Men vi er gode til at finde ind til det, der virker - og sammen skaber vi en masse små succesoplevelser, som hele tiden giver lyst til mere. Og når først eleverne for alvor begynder at tro på sig selv, lærer de pludselig meget mere, end de selv troede var muligt.

I PRAKTIK EN DAG OM UGEN

For en del af vores elever virker det stærkt motiverende at være ude i særligt tilrettelagte praktikforløb (paragrafpraktik), hvor de prøver kræfter med jobs, de måske skal arbejde i senere. Det giver dem nogle succesoplevelser, de kan tage med ind i undervisningen - og samtidig kan de bedre se meningen med at tage en uddannelse.

Vi har et tæt samarbejde med en række lokale håndværksmestre, hoteller, børnehaver, landmænd og andre virksomheder, som gerne tager vores elever under vingerne i en slags mesterlære. Det kan fx være en enkelt uge eller en fast ugedag i en længere periode, alt efter elevens behov. Samtidig har vi et godt samarbejde med kommunens UU-vejleder, og vi gør rigtig meget for at forberede vores elever til livet efter grundskolen. Resultaterne er gode. En stor del af vores elever går direkte videre på en ungdomsuddannelse uden at have behov for særlig støtte.

Vi har desuden et indgående kendskab til de kommunale sagsbehandlingssystem og kan vejlede forældre til at få den hjælp og støtte, de har brug for i forhold til at skabe den bedst mulige fremtid for deres barn.

ELEVGRUPPE: HAVNET MELLEM TO STOLE

Eleverne i AUT kommer både fra lokale skoler i Nyborg og de omkringliggende kommuner. Det er elever, som er havnet mellem to stole og hverken passer ind i den almene skole eller en specialskole. Hos os spejler de sig i hinanden og finder sammen i et trygt fællesskab, hvor alle accepterer hinandens forskelligheder.

Eleverne i AUT er primært børn og unge med:

  • Skolevægring/skoleblokade
  • Mistrivsel
  • Koncentrationsbesvær
  • Lav arbejdshukommelse
  • Enkelte elever har diagnoser

AUT henvender sig primært til elever fra 7.-10. klasse, og nogle år optager vi også til 6. klasse - det gør vi fx i skoleåret 2025/2026. Man kan senest starte i 9. klasse. For at komme i betragtning skal eleven være tildelt 9 timer/12 støttelektioner pr. uge. Vi modtager ikke udadreagerende børn og unge.

EN DEL AF NOGET STØRRE

AUT er en aktiv del af Nyborg Friskoles hverdag. Rent fysisk holder vi til i to villaer, hvor vi er opdelt i 7.-8. klasse og 9.-11. klasse. Vores fem huslærere er primært tilknyttet AUT, men underviser også i den almene del - og nogle af faglærere fra den almene del underviser også i AUT.

AUT-eleverne deltager på lige fod med resten af skolens elever i de aktiviteter, der gavner dem, herunder skolens fællessamling, årlige musikteater og skolernes motionsløb.

Vi forventer, at forældre deltager i forældremøder, nytårskur og det udvidede forældresamarbejde. Desuden indgår AUT-elever og deres forældre som en del af skolefællesskabet med aktiv deltagelse til arbejdsdage og høstfest og med mulighed for deltagelse i sangaftener, generalforsamlinger og bestyrelsesarbejdet.

Forældrebetalingen for at have sit barn i AUT er den samme som for skolens øvrige elever.

Læs mere om indmeldelse og skolepenge

OPTAGELSE

Vi har en venteliste, hvor mulige og interesserede elever kan skrives op. (Skriv “AUT” i bemærkninger.)

Vi forsøger hele tiden at sammensætte en homogen elevgruppe, der fungerer godt sammen og kan spejle sig i hinanden. Derfor er det vigtigt for os, at alle elever kommer til en indledende samtale og et kort praktikforløb inden optagelse. På den måde sikrer vi, at AUT er det rigtige skoletilbud for eleven.

Du er altid velkommen til at kontakte vores pædagogiske koordinator Line Bach Nielsen på lb@nyborgfriskole.dk eller 5434 4692 for at høre, om vi har mulighed for at optage en elev.

Det siger elever og forældre:

Vi ser med begejstring på, at vores søn har fået modet på skolelivet tilbage igen efter at være begyndt i AUT. Det skyldes ikke mindst det gode lærings - og udviklingsmiljø, som skabes af nærværende, engagerede og kærlige lærere, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs behov og udviklingspotentiale. 

Forældre til elev i AUT

Jeg er glad for AUT, fordi det er bedre end min gamle skole. Jeg kan godt lide lærerne. De er bedre til undervisning og til at forstå mig. Jeg lærer mere i timerne, og i pausen kan man snakke med eleverne.

Elev, 9. klasse

Jeg kan mærke, at det er dejligt nemt at falde til i klassen med alle de andre, fordi vi alle har lidt at kæmpe med, og fordi man kan snakke med folk om alt. For eksempel er der nogen, der kan lide at snakke om spil og programmering - og så er der andre, der kan finde på at snakke med alt muligt som makeup og alle de ting, der foregår i verden. Vi ser jo altid UltraNyt om morgen i morgenbånd, så man også kan blive lidt klogere på, hvad der sker rundt i verden.

Elev, 8. klasse

Vores datter startede i AUT i 8. klasse og var ramt af en langvarig belastningsreaktion som følge af en sent opdaget Aspergers-diagnose. I AUT blev vi mødt med en forståelse, som vi havde manglet i mange år. En forståelse for os som bekymrede forældre og for et ungt menneske, der havde det svært. 

De første par uger blev hun hentet af en lærer ved bilen, da det var svært at gå ind. Her blev vi mødt med tålmodighed og en klar plan for dagen. En af de bedste ting ved AUT var den faste kontaktlærer, som hurtigt knyttede en tæt kontakt. Vores datter blev mødt lige der var, hvor hun var, og der var hele tiden fokus på alt det, der gik godt. Mandage var altid svære, når man havde haft to dage hjemme. Derfor blev der altid lavet en klar plan for den kommende uge. Den ekstra indsats betød, at hun fik en bedre søndag og tog afsted mandag morgen uden ondt i maven. Et år senere tog hun selv bussen i skole. 

Den forståelse og tålmodighed vores datter er blevet mødt med af alle i AUT har gjort hende til en glad ung pige med tro på livet og sig selv.

AUT sørgede ligeledes for, at hun fik en praktikplads en dag om ugen for at prøve lidt andet end skole, og den mulighed var vores datter glad for. Den kontakt, som blev etableret mellem hende og arbejdspladsen, har betydet, at hun nu starter som receptionist-elev.

Herfra er kun at give en stor anbefaling og ros til alle i AUT og en endnu større tak til kontaktlærere for at hjælpe vores datter igennem en svær periode og ud på den anden side.

Forældre til elev i AUT

Undervisere i AUT

Dan Nielsen (DN)
Dan underviser primært i udskolingen i engelsk og tysk.
Line Bach Nielsen (LB)
Line Bach Nielsen er pædagogisk koordinator i AUT, hvor hun også underviser i dansk og engelsk.
Lykke Rosenørn (LR)
Lykke er huslærer i AUT. Hun underviser i dansk, engelsk, kulturfag, naturfag, krea og idræt i AUT og som støttelærer i udskolingen.
Maria Eskildsen (MES)
Maria underviser i matematik i udskolingen og i naturfag og matematik i AUT. Desuden er hun matematikvejleder.
René Bundgaard Hansen (RH)
René er klasselærer på mellemtrinnet, hvor han underviser i matematik og naturfag. Underviser desuden i AUT i matematik, idræt, engelsk og krea-fag. Formand for Pædagogisk Udvalg og skolens lærermøder.
Mia Lynge Andersen (ML)
Mia er pædagog i SFO, AUT og børnemiljøet.
Mette Bjerre (MB)
Mette er huslærer i AUT. Hun underviser i dansk, matematik, kulturfag, krea og naturfag.
Hanne Christiansen (HC)
Hanne underviser primært i udskolingen i fysik, biologi, geografi og matematik. Hun er fagudvalgsformand for fysik/biologi/geografi.
Danni Stilbjerg (DS)
Danni er huslærer i AUT. Han underviser i dansk, engelsk, kulturfag, naturfag, idræt og krea i AUT.
Birgitte Villebro Jørgensen (BVJ)
Birgitte er huslærer i AUT. Hun underviser i dansk, matematik, kulturfag, idræt, krea og kulturfag. Birgitte er også læsevejleder på hele skolen.
Anne Mortensen (AM)
Anne er huslærer i AUT. Hun underviser i dansk, matematik, naturfag, kulturfag og krea. Anne underviser også i håndværk og design på mellemtrinnet.
Karen Madsen (KM)
Karen er klasselærer i indskolingen, billedkunstlærer på mellemtrinnet og underviser i AUT.
\